Erstatning for rygsmerter 9 år efter ulykke

A var den 31. august 2007 som 17-årig under kørsel på knallert blevet påkørt af en bil, og som følge af skaderne måtte det ene ben amputeres lige under knæet den 2. september 2007. A fik sin første benprotese i september 2008, og A forklarede, at han havde haft 16 forskellige proteser, da det var vanskeligt at tilpasse protesen til benstumpen, og at det var umuligt at lave en protese, der passede helt. A kom til at gå skævt og fik problemer med ondt i ryggen. A havde siden barndommen lidt af Morbus Addison, der bl.a. medførte, at han skulle tage medicin, der indebar risiko for vægtøgning, og A havde i mange år været overvægtig. A skulle efter sommerferien i 2007 have været i lære som slagter, men han kom som følge af ulykken først senere i gang og gennemførte uddannelsen på 3½ år. A kunne imidlertid ikke arbejde som slagter på grund af tunge løft. A kom i fleksjob med 11 timers arbejde om ugen i en SFO. A forklarede, at han begyndte at gå skævt, da han fik protesen, og han fik rygproblemer, hvilket han ikke havde haft tidligere. Han tabte sig indimellem, men det hjalp ikke på rygproblemerne. Det fremgik af en speciallægeerklæring af 4. februar 2010, at A var begyndt at få periodevise lændesmerter. A konsulterede sin egen læge i august 2010 på grund af rygsmerter. Lægen havde noteret, at A gik skævt på grund af proteseproblemer, og at han kompenserede for instabilitet ved at lave kropsoverføring mod protesebenet i standfase, hvilket afstedkom rygskævhed. A anlagde sag mod bilens ansvarsforsikringsselskab, F, der havde anerkendt erstatningsansvaret for ulykken og udbetalt 45 % i méngodtgørelse og 20 % for tab af erhvervsevne, idet A krævede yderligere 5 % for mén og 45 % for tab af erhvervsevne. Der blev under retssagen stillet spørgsmål til Retslægerådet. Retslægerådet udtalte bl.a., at det ikke kunne afvises, at A’s benamputation og besvær med protesen kunne være årsag til A’s lænderygsmerter, ligesom Retslægerådet udtalte, at der var en vis evidens for, at underbensamputerede ofte har lændesmerter, at der var problemer med amputationsstumpen, som vanskeliggjorde brugen af benprotesen, og at der i litteraturen var registreret sammenhæng mellem proteseproblemer og lænderygsmerter. Retslægerådet udtalte også, at A’s lændesmerter kunne skyldes hans betydelige overvægt sammen med gang- og standbesvær efter amputationen, men at Retslægerådet ikke kunne angive nogen grad af sandsynlighed for den indbyrdes betydning mellem de mulige årsager til lændegenerne. På baggrund af Retslægerådets udtalelser og sagens øvrige oplysninger gjorde A gældende, at han havde løftet bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem ulykken og rygsmerterne, og at F ikke havde godtgjort, at det var hans overvægt, der var skyld i rygsmerterne. F gjorde til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. gældende, at A ikke havde løftet bevisbyrden for årsagssammenhæng. F blev frifundet i byretten, der fandt, at A ikke havde godtgjort, at lænderygsmerterne med overvejende sandsynlighed stammede fra trafikulykken i 2007. A fik medhold i landsretten, idet det kunne lægges til grund, at A’s erhvervsevne ikke havde været nedsat før ulykken, eller at han da havde rygsmerter. Efter oplysningerne om forløbet med underbensamputationen og proteseforsyningen sammenholdt med Retslægerådets udtalelse om, at underbensamputerede ofte har lændesmerter, fandt landsretten, at A havde løftet sin bevisbyrde for årsagssammenhæng mellem ulykken og lænderygsmerterne og dermed for hans samlede erhvervsevnetab og mén.

Skriv en kommentar

Call Now Button